“Mig bliver 3 år!”

Et barn på 2 år har meget ringe forståelse af, hvad en fødselsdag er. Et barn på 3 derimod…

Siden vi begyndte at snakke om børnehave, har det med 3-årsfødselsdagen også været oppe, for det hænger jo sammen. “Du skal starte i børnehave, fordi du snart bliver 3 år, og når man bliver 3 år, så er man en stor dreng.” Indtil videre har han kun været en lille stor dreng, men han var helt med på, at nu blev han snart stor. Sådan rigtig stor – ligesom de store drenge.

Da bedsteven, Liam, havde fødselsdag for nogle uger siden, begyndte han rigtig at varme op til den store dag. Han kunne jo godt se, at det der fødselsdag, det var the shit.

Efter en dejlig 3 års fødselsdag hos Liam

Efter en dejlig 3 års fødselsdag hos Liam

For tre dage siden tænkte jeg, at nu var der så kort tid til, at jeg godt kunne begynde at give ham en tidshorisont, så jeg sagde til ham, at når han havde sovet 3 gange, så var det hans fødselsdag.

Næste morgen:

Birk: “Er det min fødselsdag nu?”

Mig: “Nej, du skulle jo sove tre gange, og du har kun sovet én gang, så du skal sove to gange mere.”

Birk: (med store opgivende øjne) … “Jeg … jeg kan ikke sove mere…”

Vi har altid syntes, det var svært at finde på gaveønsker, og i år har vi prøvet at spørge ham selv, hvad han ønsker sig. Til at begynde med vidste han vist ikke rigtig, hvad det gik ud på, men så tog det ligesom fart. Det største ønske har nok været en meget gammel Volvo, som han har set nede ved børnehaven. Den er faktisk også ret cool, hvis mor og far selv skal sige det. Det blev dog ikke til en lækker gammel Volvo, kan jeg afsløre.

I går – dagen før hans fødselsdag – var han på tur til Egebjerg Sø med børnehaven. Det var en heldagstur, og for første gang, siden han begyndte i børnehaven, var han ikke ked af, at far gik, selvom Liam ikke var kommet. Han havde da også en god dag, men den var lang. Da vi hentede ham, lå han i fosterstilling på skovbunden med hovedet på sin rygsæk og ventede på at komme hjem. Vi skulle have været til gymnastik, men det blev i stedet et bad og tidligt nattøj på. Heldig vurdering af mor, for han faldt i søvn inde på sofaen 18:30 – halvanden time før sengetid. Op til far og op i seng, og så var det jo lige pludselig dagen. Dagen!

I dag har stået på gaver, gæster, sang, juice, kakao, kage, vindruer, pølser, leg og musik. Huset var fuld af mennesker i formiddag; dagplejemødre, dagplejebørn, Liam, Liams far og mormor. Da den sidste gæst var gået, bad han om dynen og puden og fuglen (hans sovedyr – det er i øvrigt overhovedet ikke en fugl) og to sutter. Det fik han, og 5 minutter efter snorkede han inde på sofaen.

Det er hårdt at blive 3 år

Det er hårdt at blive 3 år

Resten af dagen har vi taget den med ro og leget med det nye legetøj. Han fik et doktorsæt af Liam, så jeg har haft en del sygdomme her i løbet af eftermiddagen og er blevet kyndigt undersøgt og helbredt. Trehjuleren har kørt tur, maskinerne fra dagplejemor Rikke blev sirligt stillet i garage, bogen fra dagplejemor Lisbeth blev læst som godnathistorie og efter en længere snak om dagen og alle oplevelserne, blev vi enige om, at han nok ville kunne falde i søvn, hvis han fik sin nye vandflyver med i seng. Det gjorde han også efter at have sunget fødselsdagssang for sig selv et par gange.

Nu bliver han nok lidt skuffet, når han vågner i morgen, og det ikke længere er hans fødselsdag, men så er det heldigt, at faster Malene kommer i morgen aften, og at vi faktisk slet ikke har holdt familiefesten endnu. Det er nemlig lørdag, det går løs, så da starter vi forfra med gaver, gæster, sang, juice, kakao osv. Men inden vi når så langt, så skal mor SOVE.

Share