Mig: “Ved du, hvad Alma skal i dag? – Hun skal starte i dagpleje, Hun skal ned til Rikke.”

Birk: “Så kan jeg ikke finde hende…”

Det er ikke kun forældrene, der kan have svært ved at forholde sig til, at den lille Alma skal passes uden for hjemmet. Når man snakker med Birk, bliver det meget konkret, at ingen af os rigtig har oplevet, at Alma ikke er her, og at vi “ikke kan finde hende”.

Vi kan nu sagtens finde hende. Vi skal ikke gå mere end 5-7 min., så er hun fundet, og at være hos Rikke er jo nærmest efterhånden som at være hos sin egen familie. Birk fik da også et af sine 3-års-selvstændighedsalder-hidsigheds-anfald, da jeg insisterede på, at han ikke kunne komme med ned at aflevere hende i dag. Jeg vidste med 100% sikkerhed, at det havde været umuligt at få ham med hjem. Selvom han trives i børnehaven og er glad for at være der, så er der nu godt og rart og trygt hos Rikke.

“Savner du Rikke?” – “Ja.” Og mere klart kan det jo ikke siges.

I godt humør på vej til dagpleje

I godt humør på vej til dagpleje

Alma startede i dagpleje i går. Jeg var sammen med hende dernede i 1,5 times tid, og det gik fint. Hun legede og var glad. I dag skulle prøven så stå. Jeg afleverede hende i formiddags og var der ganske kort, hvorefter jeg tog hjem. Planen var, at hun skulle lege, indtil hun blev træt, og så skulle hun puttes og hentes, når hun vågnede. Planen holdt, og det var vellykket.

Og hvad der var endnu mere vellykket var, at Birk og jeg havde en skøn formiddag og tidlig eftermiddag sammen, hvor vi kunne hygge og bage og lege i vores eget tempo uden afbrydelser. Jeg tror virkelig, at Birk har nydt dagen, selvom han savnede Alma. For sådan er det jo. Man kan godt nyde fraværet og savne samværet på en og samme tid. Så længe man finder den rette balance.

Og Birk fik skam lov til at komme med ned til Rikke. Det, vi havde bagt, var nemlig en kage, så jeg var ret sikker på, at jeg nok skulle få ham med hjem igen.

Hjem kom vi. I bilen. Bilen. Berlingoen. Den nye Berlingo, som I måske har læst om her. Afsluttende følger et af mange beviser for, hvorfor den er Guds gave til børnefamilien.

Billedet taler for sig selv

Billedet taler for sig selv

Share