Der findes et begreb, som jeg holder vældig meget af. Threenager. Birk er ikke af den værste skuffe, så langtfra. Og jeg er ret overbevist om, at Alma bliver en noget større mundfuld, sådan som hun allerede er kommet fra start med en stærk vilje og en kort lunte. Men det bobler altså noget i ham nogle gange. Det kommer til udtryk på mange måder, men især når spillene på iPaden går galt, så kan han blive så gal og ked af det. Og så er det lidt interessant at opleve, hvordan han nogle gange lader fornuften råder, og spiller et andet spil, som vi har rådet ham til, og hvordan han andre gange bare ikke magter modgangen.

Ud over at vi begynder at se glimt af fornuft og tagen-ved-lære her i den barske trodsalder selvstændighedsalder, er der jo sket ret meget, siden jeg var ved tasterne sidst. Der kom simpelthen en jul i vejen – eller et julesalg, må jeg hellere sige. Lige pludselig sidst i november fik jeg rigtig, rigtig travlt med netbutikken, og så var der bare knald på. Selv Birk mente, at jeg måtte være ligesom julemanden. Og jeg står da nok også lidt i ledtog med ham. Det korte af det lange er, at det var en bragende succes med mine musikinstrumenter til børn, så nu skal vi bare forsøge at ride videre på den bølge.

I skrivende stund rider jeg ikke meget. Ja, det skulle da lige være på en bølge af maveindhold. Jeg har endnu engang været så heldig af rage et maveonde til mig. Det er noget, Birk har taget med hjem, og jeg har haft glæde af det hele natten og morgenen. Det kostede en snak mere i den store telefon at bevæge mig ned i stuen, men det var vist også den sidste store krampetrækning. Nu sidder jeg i hvert fald halvt op og skriver jo da også. Vandglasset står og kigger lidt truende på mig – det har jeg ikke turdet bevæge mig ud i endnu, men det kommer nok snart.

IMG_5631

Frokost med madpakker på “mors arbejde”

Heldigvis ramte det ikke (7-9-13) Birk så hårdt. Han har ikke haft meget appetit de sidste dage, og han har også beklaget sig over “lidt ondt på maven”, men ellers har han mest bare været træt. Så han var hjemme i går og hjalp mor med arbejdet. Det er nok den hyggeligste dag, vi har haft næsten nogensinde. Vi havde lagerstatus, og han talte og talte og skrev tal i excel-ark, og vi pakkede ordrer og gik en tur ned for at hente gaven fra ham til Alma, som bliver 1 år på fredag.

1 år.

For et år siden var jeg stresset, træt, tung og havde rigtig mange plukkeveer. De sidste måneder i butikken havde været rigtig strenge. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg også, Alma var stresset og tungsindig da hun kom ud. Hun var jo med hele vejen. Det hårde arbejde, de mange timer, den store nedtur. Hun havde brug for rigtig meget tryghed, da hun kom til verden en frostkold januarnat, meget ligesom de nætter vi oplever nu. Heldigvis kom vi igennem det – hende og jeg – og selvom jeg stadig kan have svært ved at finde ind i hverdagen med to børn og arbejde, så er det efterhånden nok ikke meget anderledes end for alle mulige andre. Og om det så er godt eller skidt, det er en hel anden snak, som jeg allerede har pustet lidt til her, men som jeg helt sikkert vil vende tilbage til igen.

Men lige nu vil jeg forsøge mig med en slurk vand. Skål.

Share