5 max 6 timers afbrudt søvn er bare ikke nok, når man er 34 snart 35 år. Jeg er træt. Træt helt ind i knoglerne. Hovedet værker, og jeg er svimmel. Og sur. Sur på katten, sur på opvaskemaskinen, og sur på baby. Sur, sur, sur, lille mor omkring. De siger, at man skal sove, når baby sover. Men så er det bare, at babys 6. sans kommer ind i billedet. Det er nemlig sådan med babyer – og nu kommer der et faktum, som helt sikkert kan bevises videnskabeligt – at de kan mærke, når mor begynder at slappe for meget af. De kan sove i timevis uden en lyd ude i vognen, men den dag, hvor mor endelig tager det gode råd til sig, og lægger sig på sofaen for at komme lidt ovenpå igen, SÅ er der ballade i vognen. Pjevsen hvert 5. minut og lure på 30 max 45 min. Op og ind til mor, men stadig træt. Sur, sur, sur, lille baby omkring. Skælder hinanden lidt ud. Sur, sur, sur, lille mor og baby omkring. Katten lusker ovenpå.

Vi har ikke rundet middag endnu, og vi er i gang med 2. lur. Babyalarmen giver meldinger med jævne mellemrum, og efter det obligatoriske 40-minutters-vræl, som krævede en sut, så har jeg givet op og taget computeren frem. Der er kun én ting, der er værre end at være træt, og det er at være træt og forgæves forsøge at tage sig en lur. Frustrationen gør én endnu mere træt, og netop derfor når jeg altid til samme konklusion: Hellere lade være med at forsøge til at begynde med. Så sove når baby sover? Not an option.

Baby er søde – især når de sover

Share